Aktiviteter året rundt - for enhver smag og enhver alder
ons. 20. okt.
|Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm
Tre gange stjernekig på Sporvejsmuseet
Der er stjernekig tre gange på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, når dagene bliver kortere og nætterne mørkere. Det sidste er absolut en fordel, når man kigger stjerner. ”Sluk lyset, så vi kan se, ” siger astronomerne.


Tid & sted
20. okt. 2021 10.00 – 22.00
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, Skjoldenæsvej 95, 4174 Jystrup, Danmark
Om eventet
Der er stjernekig tre gange på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, når dagene bliver kortere og nætterne mørkere. Det sidste er absolut en fordel, når man kigger stjerner. ”Sluk lyset, så vi kan se, ” siger astronomerne.
Det er efterhånden en mangeårig tradition, at Sporvejsmuseet gæstes sidste lørdag i august og sidste lørdag i september af amatørastronomer fra Københavns Astronomiske Forening. I år lørdag 28. august og lørdag 25. september. Astronomerne medbringer computerstyrede kikkerter og en masse viden og entusiasme, når de inviterer til sightseeing i Universet. Sæsonens sidste lejlighed til stjernekig på Sporvejsmuseet er onsdag i skolernes efterårsferie, 20. oktober. Dette tredje besøg af astronomerne er til gengæld en ny tradition, idet det fandt sted for første gang sidste år.
Ved disse lejligheder holdes museet ekstraordinært længe åbent, nemlig til kl. 22. Derfor er der også mulighed for at nyde synet af sporvognenes tændte lanterner, stemningen fra de gamle gadelygter og de historiske butiksudstillinger i museumsgaden.
Astronomerne holder til ved stoppestedet Flemmingsminde, hvor gadebelysningen af samme grund er dæmpet, så lyset ikke generer stjernekiggeriet. Skjoldenæsholm ligger godt for observationer af stjerner og planeter, fordi der er langt til de nærmeste større byer og deres forstyrrende lysskær.
Skulle vejret drille, rykker astronomerne indenfor i en af de store sporvognsremiser, hvor de på en skærm viser, hvad skyerne dækker, og fortæller om deres hobby med de kolossale afstande. Sporvognene kører uanset vejret, og kom man for sent til de sidste københavnske natsporvogne i 1958, kommer der altid en natsporvogn til på Sporvejsmuseet!
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ligger ved Jystrup, omtrent midt mellem Roskilde og Ringsted. Museet er åbent lørdage og søndage kl. 10-17. I skolernes efterårsferie (uge 42) alle dage 10-17. Lørdag 28. august, lørdag 25. september og onsdag 20. oktober holdes dog som nævnt åbent til kl. 22. Der kan læses mere på www.sporvejsmuseet.dk